Halvmarathon ruten

Kongedistancen i The STREET COFFEE Run. Der skal mere en enkelt espresso til at gennemføre her!

Kort efter starten på Åbrinkvej når du til brosystemet over Århus Å. Til venstre henover broerne og til højre ind på Brabrandstien igen. Du løber nu langs med Århus Å på din venstre hånd. Igennem tunnelen under Viby Ringvej og til venstre over den lille træbro lige inden søen starter. Her er et væskedepot placeret (ca 3 km).

Du har nu søen på højre hånd og kolonihaver på venstre. Efter kolonihaverne drejer du til højre på stien og løber nu i udkanten af Stavtrup på venstre hånd. Du løber skiftevis i skov og landsby, og følger blot stien hele tiden med søen på højre hånd. For enden af Brabrand Søen drejer du til højre, så du nu løber på stien langs Søskovvej/Byleddet mellem Brabrand Søen og Årslev Engsø. Til højre ind på Brabrandstien igen, hvor et kort stykke løbes på Stadevej, lige inden Brabrand Kirke dukker op på venstre hånd. Brabrand Rostadion ligger lidt længere fremme, og herefter kommer Brabrand IF’s boldbaner.

Snart møder du væskedepotet igen, og du har nu løbet ca 13 km. Og så er det ellers bare tilbage ad samme vej, som du løb ud, denne gang med Århus Å på højre hånd. Over det lille brosystem igen og til højre ned igennem start-/målområdet.

Fortsæt igennem mål ned og ned til Søren Frichsvej, hvor du drejer til venstre og igen til venstre tilbage ind på stien. Følg stien rundt til broerne og hold til venstre ned til start-/målområdet igen. Tag endnu en rundtur og næste gang du løber igennem mål, er det med armene over hovedet, smil på læben og til kæmpe klapsalver. Velkommen i mål – SKÅL!

Har du fortrudt og vil hellere løbe kortere så tjek de andre distancer ud...

Kort over ruterne, findes ved at lukke øjnene og virkelig tænke på det du lige har læst (vi kan ikke finde ud af at lave fine kort her på siden)

Ruten generelt:

  • Start og mål samme sted for alle tre distancer
  • En dejlig flad rute på lukkede stisystemer i idylliske omgivelser
  • Der er skilte, der viser vej
  • Start og mål på Åbrinkvej ved Haveforeningen ”Åbrinken”
  • Asfaltstier blandt mark og skov



FAKTA

PROGRAM

FAQ

KØB BILLET

RUTERNE